Slotte bygges om til hoteller

Rundt omkring i Danmark ligger ganske mange herregårde og slotte. Faktisk er Danmark et af de lande, hvor der ligger flest herregårde i forhold til areal og indbyggertal. De feste drives i dag som traditionelle gårde, sådan som det altid har været tilfældet, men nogle er lavet om til stemningsfulde restauranter og hoteller. Enten fordi ejerne ikke længere kunne bruge de store hovedbygninger til formålet, at de er blevet solgt fra godset på et tidspunkt, eller fordi der ikke har været nogen i familien, der kunne eller ville overtage de gamle bygninger ved arveskifte.

Nogle af stederne er meget kendte og gemmer på en storslået historie. Det gælder for eksempel den imponerende herregård Hvedholm, som ligger på det sydfynske Horneland.

Hvedholm hørte i mange år til grevskabet Brahesminde, hvor det udgjorde hovedsædet. Grevskabet eksisterede fra 1798 indtil lensafløsningen i 1920’erne, og det hele faldt fra hinanden i 1928, og hovedbygningen blev solgt til staten. Den brugte den som hospital indtil 1996, hvorefter den blev omdannet til det statelige herregårdshotel, som vi ser i dag. Hvis man er til naturskønne omgivelser og imponerende bygninger, ja så er et besøg på Hvedholm måske en mulighed.

Andre skønne herregårdshoteller er for eksempel Sophiendal ved Skanderborg, som har en fortid i den berømte adelsslægt Rosenkrantz, og Bygholm ved Horsens, som ligger bynært og i dag er en del af en international hotelkæde. Og der er mange andre spredt rundt omkring i landet – Kokkedal Slot, Dronninglund Slot i Nordjylland, Borholm på Fyn, Holckenhavn og Hindsgavl ligeledes på Fyn og Sørup Herregård på Sjælland – ja der er mange flere.

Nogle af dem gemmer på en spændende historie, som man kan udforske, hvis man besøger stedet, mens andre mere har været produktionsgårde som led i et gods.

Et af de mest spektakulære herregårdshoteller er Holckenhavn ved Nyborg på Fyn. I dag drives slottet som et af de flotteste herregårdshoteller herhjemme, men for et par årtier siden var bygningerne ved at falde sammen om ørerne på den gamle baron Holck. Hans datter overtog godset og var fast besluttet på, at det smukke slot ikke måtte gå til grunde. Og der skulle nyt indhold i det – derfor blev det omdannet til hotel, så bygningerne igen fik en funktion og kunne betale for den store opgave med vedligehold, som der er på et sådant gammelt herresæde. I dag er Holckenhavn velbesøgt, og man skal booke i god tid, hvis man ønsker at spise og overnatte på stedet.

traversify-lite